Tilmeld dit it-projekt inden 15. december 2009

Formål
Baggrund
Kategorier
Dommerkomiteen
Tidligere vindere
Fotos
Kalender
Tilmelding
Kontakt
Pressemeddelelser
Digital profil
 
 
 
 
 
 
 

Digitaliseringsprisen 2010

Vi skal blive endnu bedre til at vidensdele
Selv om Danmark længe har haft en førerposition i internationale sammenhænge, når det gælder digitalisering, så er der fortsat brug for at sætte digitale projekter i højsædet og sprede best practices. Sådan lyder det klare budskab fra to af landets spidser inden for offentlig digitalisering, Lars Frelle-Petersen og Adam Lebech, i forbindelse med, at Danmark i 2010 skal uddele digitaliseringsprisen for femte gang i træk.

Befolkningen bliver ældre, der kommer til at blive mangel på kvalificeret arbejdskraft, og samtidig bliver skattegrundlaget til at finansiere de offentlige udgifter med stadigt mindre. Blandt andet derfor er der ifølge både Lars Frelle-Petersen og Adam Lebech fortsat et stort behov for digitalisering i Danmark. Også selv om vi allerede er nået langt på mange områder.

”Der er en række områder, hvor vi er meget avancerede, og hvor vi er blandt verdens førende – fx inden for skat, geodata, NemKonto, e-fakturering m.m. Men der er også mange områder, hvor vi står over for store investeringer, og hvor der er behov for at levere noget nyt. Det er eksempelvis inden for social- og sundhedsområdet, hvor dataudveksling og kommunikation skal styrkes med it-understøttelse,” siger Lars Frelle-Petersen.

Stort potentiale inden for social- og sundhedsområdet Han bakkes op af Adam Lebech, der også nævner social og sundhed som et af de områder, hvor der endnu er et stort potentiale at indfri:

”Vi er nået langt med at skabe digitale løsninger, men jeg synes ikke, at man kan sige, at vi har plukket alle de lavthængende frugter endnu. Vi har tidligere fokuseret meget på forvaltningerne, men social- og sundhedsområdet sluger en stor del af de offentlige udgifter, og det er derfor oplagt at se på, hvordan vi kan understøtte det digitalt. Fx er den mobile hjemmepleje, hvor hjemmeplejerne kan bestille medicin, få adgang til journaler m.m. over deres PDA eller mobiltelefon et godt eksempel på, hvordan man ved at reducere spildtid kan skabe store gevinster.”

Bind løsningerne tættere sammen
Til spørgsmålet om, hvorvidt vi har plukket de lavthængende frugter er Lars Frelle-Petersen imidlertid lidt mere forbeholden. Han mener, at mange af de umiddelbare digitaliseringsgevinster allerede er høstet, og at det fremover vil kræve en tættere sammenkobling af organisatoriske ændringer og yderligere digitalisering, hvis man skal lave overbevisende business cases. Derfor ligger der for ham også en mere presserende opgave i at få bundet de eksisterende løsninger tættere sammen.

”Det er ikke længere nogen stor nyskabelse at få lavet en hjemmeside, hvor borgerne kan betjene sig selv.
Der skal mere end et udstillingsvindue til, hvor man printer en blanket ud, som borgerne har udfyldt digitalt. Vi skal forstå borgerne meget bedre, og vi skal genbruge de data, som er afleveret digitalt, så vi kan bruge dem i den digitale form hele vejen gennem processen,” siger Lars Frelle-Petersen.

Digitaliseringsprisen er en lanterne
Adam Lebech erklærer sig enig i, at det er vigtigt at have fokus på at få udbredt eksisterende løsninger. Og her spiller digitaliseringsprisen en vigtig rolle, mener han:

”Digitaliseringsprisen er et af flere eksempler på, hvordan vi kan sprede best practices. I Danmark ligger meget af ansvaret for digitalisering jo decentralt, fordi det er i kommunerne og institutionerne, at man har kendskabet til borgernes behov. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at lære af nabokommunens eller naboregionens erfaring gennem videndeling,” siger Adam Lebech.

Lars Frelle-Petersen sammenligner i den forbindelse digitaliseringsprisen med at tænde en lanterne for andre: ”Digitaliseringsprisen er vigtig på mange måder, fordi det bliver tydeligt, hvor der bliver taget nogle gode initiativer. Det formidles desværre ikke altid automatisk.”

Det decentrale niveau er i fokus
Både Lars Frelle-Petersen og Adam Lebech håber derfor, at digitaliseringsprisen kan være med til at inspirere andre – og særligt på det decentrale niveau, hvor der vil ske meget i de kommende år.

”I regeringens 2012-målsætning fremgår det, at danskerne inden for de næste tre år bør kunne kommunikere fuldstændig digitalt – med børnehaver, skoler osv. Det betyder, at vi skal gå fra at have fokus på de statslige institutioner til også at få alle de mindre institutioner med,” siger Adam Lebech.

Lars Frelle-Petersen tilføjer: ”Institutionerne skal jo ikke hver især udvikle deres egne systemer. Den dybe tallerken skal ikke opfindes igen og igen. Det er netop derfor, at business case-tankesættet bliver så vigtigt. Der skal hele tiden tages stilling til, hvad der kan betale sig at bygge selv, og hvad der skal bygges sammen. Ingen tvivl om, at vi fremover skal gøre endnu mere i fællesskab enten institutionerne imellem eller også fællesoffentligt.”

Fakta: Lars Frelle-Petersen er digitaliseringschef i Center for Effektivisering og Digitalisering samt Den Digitale Taskforce, som begge hører under Finansministeriet.

Adam Lebech er konstitueret vicedirektør i IT- og Telestyrelsen, som hører under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og udvikling.